03.09 2018
En ny version af de biblioteksprofessionelles grænseflade netpunkt er i drift. Den er udviklet i forbindelse med, at Danbib er kommet i databrønden.
Nyheder
- Specialsider, hvor du kan søge efter hhv. bøger, artikler, film, e-materialer, spil, musik og noder
- Mulighed for at filtrere søgeresultatet ved hjælp af facetter
- Nyt sprog til kommandosøgning: CQL i stedet for CCL
- Biblioteker, der abonnerer på Litteraturtolkninger kan nu finde disse som en del af Danbib/databrønden
- Moderne design i sort, gråt, hvidt og orange
Samme login
Grundlæggende kan du det samme i nyt netpunkt som hidtil: Basen indeholder de samme kilder, posterne kan stadig ses i formaterne kort, langt, danMARC2 og MARC21, søgeveje og praksisregler er de samme, og lokaliseringer vises på samme måde som før. Selv dit gamle login kan du fortsat bruge.
Vigtigt at prøve nyt netpunkt med det samme
Det nye netpunkt kan i øjeblikket findes via et link fra netpunkt.dk og kommer til at eksistere side om side med det gamle i en periode. Du kan også gå direkte ind på nyt.netpunkt.dk (adressen er dog midlertidig, da nyt netpunkt senere kommer til at overtage adressen netpunkt.dk).
DBC opfordrer til, at du allerede nu begynder at øve dig i at bruge nyt netpunkt. Den 2. oktober lukker vi nemlig muligheden for at bestille fra det gamle netpunkt, da vi denne dag sætter et nyt bestillingssystem i drift, som kun spiller sammen med nyt netpunkt.
Coming soon …
Enkelte funktioner er endnu ikke migreret. Det gælder hentning af poster til genbrug og opslag i søgeregistre (Skan), samt søgning i Emneordsbasen, Bibsys, Libris og ArticleFirst/Worldcat. Hentning af poster og Skan afventer prioritering hos DDB og bliver udviklet, når dette sker. Søgning i Emneordsbasen, Bibsys, Libris og ArticleFirst/Worldcat bliver udviklet i løbet af efteråret, og det gamle Netpunkt bliver først lukket, når disse er i drift.
Læs mere i #dbc
Læs mere om nyt netpunkt og migreringen af Danbib i næste nummer af #dbc, som kommer senere i september.