Bibliotekerne behøver ikke at gøre noget
Efter DBC’s og DDB’s nyheder om Forsideservice er der biblioteker, der har spurgt os, om man skal foretage sig noget for at fortsætte med at bruge DBC’s Forsideservice.
Svaret er heldigvis nemt: I skal ikke foretage jer noget. Vi sender fakturaen for 2019 i januar til betaling med de normale betalingsfrister.
Rammeaftale dækker
Til orientering har CopyDan over for DBC bekræftet, at den rammeaftale, som DDB på bibliotekernes vegne har indgået med CopyDan VISDA og CopyDan Tekst & Node, dækker, uanset hvem det enkelte bibliotek har som leverandør af teknisk løsning til at vise forsider.
Digitalt genererede forsider
Vi vil i øvrigt benytte lejligheden til at fortælle, at I allerede i begyndelsen af 2019 kan se frem til de første fordele ved, at DBC fremover benytter en ekstern leverandør til bogforsider. Vi udskifter nemlig en stor mængde scannede forsider med forsider af høj kvalitet fra vores leverandør.
Baggrund
DBC meldte fornylig ud, at de kommunale bibliotekers pris for DBC’s Forsideservice bliver sat markant ned med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2018. Læs nyheden her.