Hvor Open Source handler om fri brug og viderebearbejdning af kildekode, handler Open Content om fri brug og viderebearbejdning af tekst- og medieindhold. Ideen om Open Content er med andre ord den samme som for Open Source.
Typiske eksempler på Open Content er artikler, lærebøger, reference- og dokumentationsmaterialer, men det kan også være billeder, lyd og video.
Ligesom ved Open Source er ejerforholdet og anvendelsesretten til Open Content defineret i form af en licens, der specificerer rettigheder og pligter om hvordan indholdet må anvendes, kopieres, viderebearbejdes og om - samt på hvilken måde - det må anvendes videre i kommercielle sammenhænge. I Open Content licenserne indgår også pligten til at tilbageføre viderebearbejdet tekst til licensejerne.
Ofte anvendte licenser er varianterne under GNU Free Documentation License: GFDL og GNU FDL, men der findes en række andre, faktisk en mindre jungle af forskellige Open Content licenstyper, der hver især giver forskellige større og mindre frihedsgrader i anvendelsen af materialet.
Det nok mest kendte eksempel på Open Content er Wikipedia, der om noget har bevist, at grundtanken i Open Content om at ”pulje” viden i fællesskab har værdi. Wikipedia publiceres under GNU Free Documentation Licensen.
Fælles for Open Content er, at det skal publiceres i systemer, der er åbent tilgængelige.
Det betyder at Open Content ikke må udgives i proprietære eller krypterede filformater. Viderebearbejdede tekster skal føres tilbage i en form, der er læsbar for alle. Er teksten viderebearbejdet og udgivet i trykt form, skal trykforlægget være tilgængeligt i et ikke krypteret format.
