Videre til indhold | Videre til menunavigation

Navigation

Søg
Du er her: Forside » Her er skæve ideer velkomne
Personal tools

Her er skæve ideer velkomne

DBC artikel 27. maj 2014. Af Camilla Bødker Thomsen.

Illustration til DBC artikel 27.05 2014

- Vil du se noget, jeg lige har fundet ud af?

- Hold kæft, hvor er det smart!

- Ja. Jeg har brugt det i 10 minutter, så jeg ved ikke så meget om det endnu.

Muligheden for at opdage og afprøve nye ting, og ikke mindst muligheden for at dele viden med hinanden. Det er en af pointerne med den innovationsdag, som DBC holder fire gange om året.

Konceptet er inspireret af Googles ide om at lade sine ansatte bruge 20 procent af arbejdstiden på projekter, de selv vælger.

Innovation og motivation

Hos DBC kalder vi det ”DBC Thursdays”, og selv om der langt fra er tale om 20 procent af arbejdstiden, er ideen den samme: at glemme de daglige planer, mål og leverancer for i stedet at prøve skæve ideer af og kaste sig over nogle af de ting, man ikke når i det daglige. Og at gøre det, fordi man har lyst til det.

De særlige torsdage er primært for it-udviklere, men er også åbne for it-driftmedarbejdere og kolleger i andre dele af virksomheden.

 

Illustration til DBC artikel:Her er skæve ideer velkomne_27.05 2014

It-udvikler, Jan Bauer Nielsen: ”Jeg har haft en gul seddel hængende på min skærm i snart seks måneder med ”Kig på RxJava”, så man kan sige, at mit mål for i dag er at få fjernet den gule seddel. Med RxJava kan man lave asynkron dataudvikling, sådan at man kan lave andre opgaver, samtidig med at man venter på svar på det, man er i gang med. Jeg sammenholder det med, hvad man kan med den nye version af Java.”

Illustration til DBC artikel: Her er skæve ideer velkomne. 27.05 2014

It-udvikler, Per Johansen: ”Jeg prøver et værktøj, som måske kan gøre det lettere for os at lave indekser. Jeg håber at kunne lave en template, som man kan kopiere og bruge i brugergrænsefladen uden at skrive kode.”

Illustration til DBC artikel: Her er skæve ideer velkomne. 27.05 2014

It-driftsarkitekt, Christian S. Vandel: ”Jeg leger med noget software, som vi måske kan bruge til caching på bibliotek.dk, så det kan komme til at gå hurtigere, når bibliotek.dk for eksempel skal vise et billede eller andet, som er tungt at skulle tilbage og hente på webserveren hver gang. Jeg kigger blandt andet på, at det skal kunne fungere, uden at vi gemmer brugerinformationer og den slags.”

Både store og små projekter

Nogle af de ting, der bliver arbejdet med ved DBC Thursdays, kan komme til at spille en rolle for DBC’s forretning og produkter i fremtiden.

Et projekt, der er blevet taget op på flere DBC Thursdays er for eksempel at ’træne’ et computersystem til at give tekster emneord. Ud fra 136.000 artikler, som allerede har fået emneord af rigtige, levende mennesker, skal computeren lære selv at gøre noget tilsvarende, så automatisk tildelte emneord engang vil kunne bruges som supplement til de menneskeskabte.

Der er også flere eksempler på, at én mand på én dag får lavet nogle helt lavpraktiske redskaber, som giver forbedringer i hverdagen.

For eksempel er der blevet lavet en intern søgemaskine, som hele virksomheden nu har glæde af, og et værktøj, som får to systemer, som it-udviklerne bruger til at styre opgaver, til at tale bedre sammen, så medarbejderne nu slipper for at taste ind to forskellige steder.

Af Camilla Bødker Thomsen, DBC

Relaterede sider

To livliner til opgaveskrivningen To livliner til opgaveskrivningen

Cookies om besøgsstatistik

DBC bruger open source-softwaren Matomo til at analysere brugen af www.dbc.dk, så vi kan forbedre sitet. Vi hoster selv løsningen og deler dermed ikke data med tredjepart.

Vi opsamler data om ip-adresse, browser, operativsystem, land, hvilket link, du eventuelt bruger for at komme til sitet, hvornår du besøger sitet, hvilke sider, du besøger, og i hvor lang tid, samt hvad du klikker på og eventuelt downloader. Data anonymiseres, før de gemmes.

Du kan til enhver tid trække dit tilsagn tilbage.