Hvad skal jeg læse? Hvor finder jeg inspiration? Hvilke læseoplevelse er jeg ude efter?
En helt ny måde at tænke litteraturformidling på har ramt biblioteksverdenen med det website, som projektet Læsekompasset præsenterer som en prototype på Bibliotekspolitisk Topmøde i Herning den 12.-13. april 2018.
Bredt samarbejde
Læsekompasset er et samarbejde mellem en række biblioteker, eReolen, Litteratursiden, Danskernes Digitale Bibliotek og DBC (Dansk Bibliotekscenter). Hele DBC’s stand på topmødet er dedikeret til Læsekompasset, og her vil man bl.a. kunne møde projektdeltagere fra bibliotekerne i Hillerød, Gentofte og Rødovre.
Nyt sprog for oplevelser
Læsekompasset er en radikalt ny måde at inspirere biblioteksbrugerne til at læse og finde skønlitteratur. Med nye metadata om stemninger og oplevelser skaber Læsekompasset en litteraturformidling, som udnytter potentialet i det digitale ved at lade brugeren navigere i bibliotekernes samlinger ud fra oplevelser snarere end genrer eller emner. Det kan fx være, om en bog er ’urovækkende’, ’dvælende’ eller ’hæsblæsende’ frem for, om det er en krimi, eller emnet er biologi.
Overraskende sammenhænge
I stedet for det traditionelle søgefelt giver Læsekompasset på en intuitiv måde inspiration gennem bøger, som brugeren har læst og holder af. Inspirationen går på tværs af genrer og finder dermed nye, overraskende sammenhænge, der kan inspirere til læsning uden for brugerens sædvanlige interesser.
Prøv prototypen
Prøv selv prototypen på content-first.demo.dbc.dk
(Sitet virker pt. ikke i Explorer-browseren).
Læs mere
Hvis du ikke deltager på Bibliotekspolitisk Topmøde, kan du blive klogere på Læsekompasset her:
Læsekompassets side på centralbibliotek.dk
'Læsekompasset opfinder ny sprog om skønlitteratur', #dbc 2018 nr. 1/april
Folder om Læsekompasset, april 2018
Prototypen udvikles stadig
Projektet Læsekompasset er formelt set netop afsluttet. Frem til sommeren 2018 arbejdes der dog videre på design mv. på prototypen, så den kan testes på biblioteker, der ønsker det. Det endelige mål er, at den nye måde at inspirere til skønlitterær læsning på kan komme alle borgere til gavn.