DBC's SCRUM og Agile udvikling
Hvad har det med DBC at gøre, og hvorfor skal jeg som kunde høre om det?
Forklaringen er, at vi løbet af det seneste år har implementeret Agile udvikling og organisering i SCRUM teams i vores it-udviklingsorganisation. Implementeringen af denne nye udviklingsmetode og organisering har stor betydning for kvaliteten af den software, vi udvikler, og den tid det tager fra opgaven er formuleret, til den færdige løsning kan sættes i drift – Og så er det pludselig meget relevant for jer som kunder.
Kernen i den agile udviklingsproces
Kernen i den Agile udviklingsproces er SCRUM teamet, der er selv organiserende. Teamet har en SCRUM Master, der støtter op om processen og fjerner forhindringer og forståelsesmæssige problemer i forbindelse med opgaverne i projektet.Temaet er sammensat af folk med alle de kompetencer, der skal til for at gennemføre projektet. Product Owneren har ansvaret for produktets funktionalitet og funktioner. Det gøres ved at
Product Owneren formulerer User Stories og holder styr på, at de vigtigste features udvikles først gennem projektets Product Back Log.Product Owneren varetager også kontakten til og ønskerne fra de interessenter, som har krav til det produkt eller den service, der skal være projektets slutresultat. Det kan fx være jer som aftagere eller de medarbejdere i DBC, som skal varetage salget af produktet.
SCRUM og Agile udvikling er en arbejdsform
.. hvor styrker og svagheder bliver tydelige, og hvor medarbejderne i teamet er tæt på hinanden. Rent fysisk arbejder teamet i samme lokale og efter en række SCRUM regler som bl.a. omfatter daglige statusmøder, planlægning af udvikling i den kommende fx 2 ugers periode, evaluering af det foregående sprint og afholdelse af demoer, hvor teamet foreviser den udvikling, der er afsluttet.
For resten af DBC organisationen er det vigtigt at respektere SCRUM teamets arbejdsmetodik og ikke mindst arbejdsro. Det betyder bl.a., at der ikke pludselig må smides projektet uvedkommende hasteopgaver ind midt i et sprint, at en lukket dør betyder: ”Vi vil ikke have besøg”, og at en interessent er forpligtet til at forklare sine udviklingsønsker så præcist, at alle har forstået dem, inden man går i gang med udviklingen.
Afklaringsprocessen i begyndelsen kan opleves tung og tidskrævende, og reaktionen vil ofte være ”skal vi nu ikke bare komme i gang med at kode”, men med tiden viser den sig at være effektiv. Først og fremmest fordi SCRUM og Agile er en garanti for, at projektet hele tiden bevæger sig i den prioriterede retning, og at deadlines og milepæle overholdes.
Teamet estimerer opgaver efter et pointsystem. Når en opgave er færdig, viser de forbrugte points teamets produktivitet. I metoden er også indbygget en fremskudt test af koden inden den afleveres. Færdig kode kan i princippet gå direkte i drift, selvom den dog ofte samles til releases efter en release plan, der følger en Road Map.
Forvirret?
Det vil ikke være mærkeligt, for der er mange fremmedartede begreber, og det er ikke nogen enkel proces at indføre metoden i en virksomhed, men efter at have arbejdet med SCRUM og Agile i snart et års tid, kan vi se, at metoden har mange fordele. Dybest set er den udtryk for en systematisering af sund fornuft og ordentlig husførelse, som enhver der har arbejdet med software udvikling, kan nikke genkendende til.
Kommer der så nogle ordentlige nye produkter ud af det?
Det mener vi. Den enorme opgave med at omlægge alle de centrale systemer, i første omgang bibliotek.dk til open source og service orienteret arkitektur ville ikke være nået så langt, hvis ikke vi havde foretaget denne omlægning. Vores metodehåndbog ”DBC AGILE” er nået til version 1.4, og det ser ud til, at vi snart skal til at se på version 2.0. Det bliver spændende for os internt og forhåbentlig vil I også opleve endnu bedre produkter og services.
Denne illustration viser, hvad vi prøver at undgå:

