Bibliotekskatalogisering

11.09 2008

|Se også Katalogiseringsbidrag|

 

Bibliotekskatalogisering finansieres gennem katalogiseringsbidraget og forbindes normalt med det særlige registreringsarbejde der finder sted af hensyn til bibliotekerne. En stor del af produktet udgøres imidlertid af andre aktiviteter og nedenfor gives en samlet fremstilling af de enkelte elementer i bibliotekskatalogisering.

 

Udvælgelsesgrundlag

Opsøgende arbejde

Vi følger med i hvad der udkommer af nye titler og har også en del flere titler mellem hænderne end den mængde, der ender med at blive bibliotekskatalogiseret. På bogområdet har vi aftaler med de fleste forlag og med pligtafleveringsbibliotekerne om at vi får tilsendt titlerne. Dette suppleres med opsøgende arbejde, bl.a. ud fra henvendelser fra bibliotekerne.

 

Når det gælder musik og noder laver vi en ganske betydelig opsøgende indsats for at sikre at vi får det bredest mulige grundlag for udvælgelsen til bibliotekskatalogiseringen. Vi ser mere end 10.000 CD’er årligt, hvoraf vi udvælger ca. 3.400 til bibliotekskatalogisering. 

Vi foretager også opsøgende arbejde i forhold til producenter/rettighedshavere af film og multimedia. Her er der en særlig problemstilling vedrørende rettigheder og derfor handler det om at opnå tilsagn om at titlerne kan anvendes i bibliotekssammenhæng. DBC laver aftaler med rettighedshaverne om synliggørelse af de titler i bibliotekskatalogiseringen, som rettighedshaverne ønsker at gøre til genstand for biblioteksbrug. Det enkelte biblioteks leverandør skal fortsat have en aftale med rettighedshaverne for at kunne levere titlerne. 

Der er naturligvis en del praktisk arbejde knyttet til modtagelse og returnering af titler, der er indgået i selektionsgrundlaget.

 

Udvælgelse

Materialevalg

Siden årsskiftet 2007-2008 sker udvælgelsen ikke til en specifik fortegnelse, men til den samlede mængde af materialer, som er vurderet til at være af særlig biblioteksrelevans og dermed også til understøttelse af Kombileverancer.  

De titler, der udvælges til bibliotekskatalogisering, vurderes og afmærkes også i forhold til målgrupper, f.eks. børn/voksen. 

Der knyttes begrundelser for at musiktitler er medtaget i bibliotekskatalogiseringen til titler, som vi ikke har fundet anmeldelser til. 


Eksprestitler

For bøgers vedkommende sker en udvælgelse af titler, som f.eks. ud fra medieomtale skønnes særligt væsentlige for bibliotekerne at kunne formidle hurtigt til brugerne. Udvælgelsen danner basis for en dag til dag, fuldstændig registrering af disse titler. Årligt registreres ca. 500 titler ekstra hurtigt. 


Registrering

De udvalgte titler registreres med særligt henblik på bibliotekernes behov. Registreringen kan finde sted fra grunden, hvilket vil være tilfældet hvis en titel ikke er optaget i Nationalbibliografien, eller som en udbygning af en nationalbibliografisk registrering. I alt rummer ca. 54.000 poster årligt bibliotekskatalogiseringsdata. 

I 2007 og 2008 gennemføres et projekt, som har til formål – materialetype for materialetype - at vurdere behovet for ændringer i måden vi registrerer på. Til grund for vurderingen lægges parametre som slutbrugerorientering og genbrugsmuligheder i dataskabelsen.


Foreløbig registrering

Bøger registreres foreløbigt på faustnummmer, ISBN og titel samme dag som de modtages med den såkaldte accessionsregistrering. Dette sker bl.a. for at bibliotekerne hurtigst muligt kan have en post som basis for elektronisk materialevalg og -bestilling. Årligt oprettes ca. 16.000 foreløbige registreringer.


Berigelse af nationalbibliografi

Når en titel udvælges til bibliotekskatalogisering, sker en berigelse af den nationalbibliografiske registrering med bl.a. noter og emneord for følgende materialetyper:

Bøger i Dansk Bogfortegnelse

Danske bøger og boglignende publikationer på nettet

CD’er i Danske Musikoptagelser

Lydbøger i Danske Lydoptagelser

Film i Dansk Billedfortegnelse

Bøger til download

Film til download

Grundregistrering

Følgende materialetyper, som er udvalgt til bibliotekskatalogisering, registreres fra grunden:

Udenlandsk musik

Noder

Danske bøger, ikke i Dansk Bogfortegnelse

Bøger til download, ikke i Dansk Bogfortegnelse

Film til download, ikke i Dansk Billedfortegnelse

Projektorienteret registrering

I denne kategori findes pt. to typer af registreringsarbejde, der sker ud fra den overordnede betragtning at registreringsarbejdet er relevant i forhold til bibliotekernes behov:

a) registreringer, hvor en nationalbibliografisk registrering synes relevant, men hvor materialerne pt. ikke er omfattet af Nationalbibliografiaftalen:

Emnepakker, netressourcer

Artikler i rene nettidsskrifter

Links til netversion af artikler

b) registreringer til understøttelse af konkrete projekter i bibliotekerne, f.eks: Downlaan


Supplerende information

Siden februar 2006 er der knyttet anmeldelsescitater og ratings til musiktitler. Fra årsskiftet 2007-2008 knyttes ligeledes ratings til andre materialetyper. Også fra årskiftet 2007-2008 linkes fra musiktitler til udøvernes profiler i MySpace.


Vedligeholdelse af registreringer

Der sker løbende rettelser af registreringerne som følge af f.eks. indholdsmæssig vedligeholdelse (samhørende-noter mv.), beslutninger om formatændringer, registreringspraksisændringer mv. Årligt ajourføres ca. 9.000 registreringer.  


Praksis/standardisering

DBC leverer data af høj kvalitet og konsistens. Derfor er arbejdet med fastlæggelse og dokumentation af bibliografisk standardisering samt udfyldelsen af disse rammer med en DBC-praksis af stor betydning. Heri indgår:

Fastlæggelse, vedligeholdelse og dokumentation af DBC’s registreringspraksis

Fastlæggelse og vedligeholdelse af DBC’s emneordssystem

Vedligeholdelse af DBC’s indekseringsvejledning

Deltagelse i bibliografisk standardisering 

Bibliografisk vejledning

DBC modtager og besvarer mange henvendelser vedrørende registrering. Det kan dreje sig om spørgsmål til konkrete registreringer eller om mere principielle spørgsmål.


Infrastruktur og kompetencer

En effektiv bibliotekskatalogisering kræver en produktionsinfrastruktur, som skal driftes og løbende udvikles til at understøtte optimale arbejdsgange.

Den høje datakvalitet forudsætter professionelle medarbejdere med stærke katalogiserings- og klassifikationskompetencer, og der ligger en betydelig indsats i kompetenceopbygningen hos nye medarbejdere og i kompetencevedligeholdelsen. 

Handlinger tilknyttet webside