Baggrunden
26.01 2010
Baggrundsnotat om DBC's Open Library Strategy med fokus på formål, services, eksempler, løsninger, udviklingsarbejdet og de væsentligste projekter.
Baggrunden for vores ”Open Library Strategy” (OLS) er at standarder, åbne grænsesnit og modularitet bliver mere og mere vigtig for bibliotekerne og for os. Vi ønsker, at bibliotekerne og andre opfatter os som garanter for disse grundlæggende principper. Dertil kommer et øget fokus på Open Source i relation til offentlig IT.
Vores Open Library Strategy danner udgangspunkt for en nyudvikling af alle vores produkter og ydelser. Den nationale bibliografiske- og IT-infrastruktur, DanBib og bibliotek.dk. DanBib Udviklingsplan 2010 er udarbejdet med udgangspunkt i OLS.
Formålet| Services| Eksempler| Løsninger| Udviklingsarbejdet| De væsentligste projekter
Open Library Strategy betyder:
- Implementering af en serviceorienteret arkitektur (SOA); alle informationer og al funktionalitet skal klart og entydigt opdeles i uafhængige services, der kan bruges af alle. SOA bygger på principper om genbrug, minimal afhængighed, fleksibilitet, synlighed og anvendelsen af standarder.
- Anvendelse af åbne standarder overalt i vores IT-arkitektur og infrastruktur i overensstemmelse med folketingsbeslutning B103/2006, dvs. anvendelse af veldokumenterede standarder, vedligeholdt i åbne fora, uden økonomiske, juridiske og politiske begrænsninger. Desuden aktiv deltagelse i alt relevant standardiseringsarbejde på såvel internationalt som nationalt plan.
- Anvendelse af Open Source ved udvikling og drift af softwarekomponenter og services. Desuden tilbyde egne udviklede services, softwarekomponenter, data og dokumentation som Open Source på alle relevante områder.
Det er endvidere særdeles væsentligt at inddrage den generelle teknologiske udvikling, i denne sammenhæng først og fremmest, at båndbredde i løbet af ganske få år ikke længere spiller nogen rolle.
I IT-arkitekturmæssig forstand betyder det, at brugeren kan nøjes med en browser (eller dennes afløser) som ”arbejdsplads”, mens al funktionalitet – selv den funktionalitet, som bruges mest intensivt og kræver høj driftseffektivitet og ultrakorte svartider – kan (og bør) administreres, driftsafvikles og vedligeholdes i fælles konsoliderede driftsmiljøer. Det giver brugeren mulighed for at have en IT-løsning, som er sammensat af services fra flere forskellige serviceudbydere uden at skulle bekymre sig om nye versioner og uden IT-løsningen opleves som et usammenhængende system.
Et væsentligt princip er også en fastholdelse af 3-lags modellen bestående af brugergrænsefladen, servicelaget og indholdslaget. Vi skal etablere nye samarbejdsrelationer og partnerskaber til leverandører af services, så vi – i overensstemmelse med bibliotekernes ønsker – har mulighed for at supplere og/eller erstatte egne services med services fra andre udbydere.
Der er muligt – og i høj grad også interessant for brugerne – at supplere de traditionelle bibliografiske data med fx anmeldelser, ratings, vurderinger, forsider, omslagstekst, indholdsfortegnelse, brugerskabte data og relationer til andre titler.
Et andet væsentligt perspektiv er at kunne præsentere bibliotekets ressourcer i andre sammenhænge, fx via kommunens eller uddannelsesinstitutionens hjemmeside eller læringsplatform samt på mobile grænseflade og i generelle søgesystemer.
De væsentligste udfordringer er opdeling af DanBib-familien i services og komponenter, den tilhørende standardisering samt formidling af software, services, data og dokumentation som Open Source, herunder etablering af et beredskab som leverer den nødvendige support og dokumentation til at understøtte formidlingen. Det er også væsentligt at indgå i nye samarbejdsrelationer og partnerskaber.
Formålet med Open Library Strategy
- At bibliotekerne, systemleverandørerne og offentlige og private tjenester får mulighed for at anvende services og komponenter fra DanBib og bibliotek.dk.
- At DBC´s image som en virksomhed ligger i front på området ”åbne systemer”, modularitet, samarbejde og standardisering.
- At statens investering i bibliotek.dk – og bibliotekernes betaling for DanBib – kommer ”tilbage” til bibliotekernes egne løsninger.
Services
Vi bruger Services som betegnelse for de mindste enheder. Vi har mange services, der enten er etableret eller som vil blive frigivet i løbet af kort tid. Typisk for en service er, at brugeren ikke bliver gjort direkte opmærksom på servicen, men oplever den som en del af noget andet. Det omfatter fx webservices.
Eksempler
- Rekvirering af en bibliografisk beskrivelse på grundlag af fx ISBN
- Rekvirering af anmeldelser, vurderinger, forfatterportrætter etc. på grundlag af fx ISBN
- Lånertjek – altså tjek om en given person er indskrevet som låner på biblioteket
- Rekvirering af låners mellemværende med biblioteket på grundlag af fx CPR
- Konvertering af data fra én standard til en anden standard
- Rekvirering af adresser på nærmeste biblioteker på grundlag af fx postnummer
- Stavehjælp – altså forslag om alternative ord og staveformer på baggrund af søgestreng
- Rekvirering af forsidebillede, omslagstekst, indholdsfortegnelse etc. på grundlag af fx ISBN
- Udlån af elektronisk materiale på baggrund af brugerautentifikation
Under betegnelsen services hører også eksport af data, billeder og datastrukturer til anvendelse i andre løsninger.
For eksempel:
- Emnehierarki
- Materiale-ikoner
- Klynger, dvs. sammenknytning af forskellige udgaver til egentlige værker
Løsninger
I den modsatte ende af skalaen har vi systemerne, som ofte betragtes som en helhed til løsning af en række sammenhængende opgaver. Der er tale om selvstændige vertikale løsninger med grænsesnit til andre systemer, oftest med henblik på periodisk (regelmæssig og ofte brugerinitieret) dataudveksling mellem systemerne. Et klassisk ILS (Integrated Library System) er et udmærket eksempel på en vertikal løsning, hvor ILS leverandøren har gjort meget ud af at tilbyde alle efterspurgte funktioner, hvilket ofte har vanskeliggjort integration med andre løsninger.
Med vores Open Library Strategy forsøger vi at åbne systemarkitekturen så meget op, at brugeren kan sammensætte sin samlede løsning fra flere leverandører, gerne med én hovedleverandør, der samtidig leverer systemintegrationen. Et system vil samlet set dække brugergrænsefladerne, alle de funktionsmæssige services og datalagene/indholdslaget, men pointen er, at hvor et ILS før automatisk var lig med alle 3 lag fra samme leverandør, så vil man fremover se flere forskellige leverandører i hvert enkelt lag.
Vi regner med at påtage os flere rolletyper i fremtiden. Eksempler der illustrerer spændvidden:
- Leverance af enkeltstående services og komponenter som fx katalogiseringseditor og fjernlånsmodul til biblioteker og systemleverandører.
- Driftsløsninger, dvs. outsourcing til DBC af det samlede bibliotekssystem bestående af services fra én eller flere leverandører eller outsourcing af specifikke opgaver.
- Udvikling og drift af brugergrænsefladen i samarbejde med biblioteket og fx med afsæt i bibliotek.dk-grænsefladen, koblet til det af biblioteket valgte bagvedliggende ILS.
- Systemintegration mellem DBC services og tredjeparts services (bl.a. udlånssystem). En mulighed vil være, at DBC på vegne af kunden tegner licens med leverandørerne af de valgte tredjeparts services.
På den måde forlader vi det klassiske systemmarked og placerer os i stedet som udbyder af services, indhold, systemintegration og driftsløsninger.
For nuværende Integrakunder, der fortsat ønsker at have DBC som serviceudbyder, vil det være oplagt at bede DBC varetage rollen som systemintegrator samt outsource driftsopgaven til DBC.
Udviklingsarbejdet
Udviklingsarbejdet foregår i en række projekter med udgangspunkt i den nationale IT- og bibliografiske infrastruktur, dvs. først og fremmest DanBib og bibliotek.dk. Desuden samarbejder vi med en række partnere for at realisere visionerne for Open Library Strategy.
Udviklingsarbejdet vil strække sig over flere år. De forskellige services vil blive stillet til rådighed for DanBib, bibliotek.dk, bibliotekerne, systemleverandørerne og andre interesserede i takt med færdiggørelsen.
Eksempler på de væsentligste projekter
- Open Search: Realiserer behovet for både såkaldt ”Integrated search” og ”Federated search” og for at kunne søge på tværs af forskellige værktyper, metadataformer, fuldt indhold, administrative data mv. Og samtidig understøtter behovet for at søge i meget store datamængder, langt over de ca. 30 millioner poster vi pt. har i DanBib.
- Open Ressource Sharing (RS/ILL): Realiserer biblioteksvæsenets behov for at dele ressourcer, hvad enten der er tale om fysiske materialer, der indgår i det interurbane lånesamarbejde (ILL) eller elektroniske ressourcer, der indgår i diverse licenser, konsortier mv.
- Open Catalog: Videreudvikler datamodellen i Danbib, så den kan håndtere frit valg for biblioteket, om det ønsker at knytte sig til fælles poster eller ønsker at køre med egne poster, ligesom de enkelte poster kan bestå af mindre bestanddele, for til sidst at blive håndteret i værkstrukturer, der muliggør at bibliotekets brugere får præsenteret de samlede værker.
- Open Acquisition: Fokuserer primært på at gøre det nuværende materialevalgssystem på Netpunkt serviceorienteret og udvide med nye efterspurgte funktioner. Herunder at materialevalgssystemet også håndterer ordrer, tidsskrifter, faktureringer og - efter planen - beholdningsregistrering.
Desuden kommer det nuværende VIP-system, der er en elektronisk fælles biblioteksvejviser, samt brugerstyring og adgangskontrol, herunder brugerintegration og brugersamarbejde, ind under de relevante webprojekter.

