Videre til indhold | Videre til menunavigation

Sektion

Søg
Du er her: Forside » Nyheder » DBC-prisen 2016 til speciale om folkebibliotekets fremtid
Personal tools

DBC-prisen 2016 til speciale om folkebibliotekets fremtid

DBC-prisen Informationsvidenskab 2016 til specialet Folkebiblioteket 3.0 som samarbejdspartner og netværksfacilitator. DBC-nyhed 3. oktober 2016

Ida Jensen Vinder af DBC-prisen Informationsvidenskab 2016

DBC-prisen Informationsvidenskab 2016 går til Ida Jensen for specialet ’Folkebiblioteket 3.0 som samarbejdspartner og netværksfacilitator’.

På baggrund af begreberne Kommune 3.0 og Culture 3.0 samt New Public Governance udvikler Ida Jensen fem principper for begrebet Bibliotek 3.0 i en dansk kontekst med Brønderslev Bibliotek som case.

Nøglebegreber i specialet er bibliotekets demokratiske rolle, aktivt medborgerskab, partnerskaber og samskabelse. Især handler det om bibliotekets rolle som netværksfacilitator og som platform for brugerinvolvering, ikke mindst i mindre lokalsamfund.

Inspireret af USA

”Jeg valgte emnet i december 2015, hvor jeg var i USA i et seks måneders praktikforløb. Her blev jeg meget inspireret af deres måde at arbejde på i forhold til offentlige-private samarbejder og hele netværkstanken. Og så hørte jeg om Skanderborg Kommune 3.0, hvor man ud fra en New Public Governance-tankegang løser opgaverne i samarbejde med borgeren og ikke for dem, så borgerne bliver aktive medskabere frem for passive modtagere. Det synes jeg kunne være interessant at sætte i forhold til folkebiblioteket som en ny slags eksistensberettigelse. Brønderslev Bibliotek ville også afprøve det med deres projekt ’Brønderslev Bibliotek 3.0’, som jeg fik lov til at følge, så jeg kunne inddrage og sætte de praktiske erfaringer i relation til teorien,” siger Ida Jensen.

Overrasket og glad

Den nyslåede cand.scient.bibl. fik overrakt prisen på 25.000 ved et dimissionsarrangement på Det Informationsvidenskabelige Akademi ved Københavns Universitet fredag den 30. september.

”Jeg blev meget overrasket og glad over at få DBC-prisen. Det betyder, at jeg har fat i noget af det rigtige, og det styrker min tro på, at folkebiblioteket kan blive ved med at være relevant for borgeren i små som store lokalsamfund.”

Hensigten med DBC-prisen er at fremme interessen for informationsvidenskab og it, der understøtter tilgængeliggørelse og formidling af viden og kultur. Prisen gives hvert år til et 12-tals speciale fra Det Informationsvidenskabelige Akademi, Københavns Universitet.

”Specialets viden kan forhåbentlig bidrage til en videre udvikling af Bibliotek 3.0 og sætte fokus på de muligheder, men også udfordringer, der følger med dette paradigme,” siger Ida Jensen og fortsætter:

”Gennem samskabelse kan biblioteket udvide sin rækkevidde og betydning og positionere sig i lokalsamfundet som katalysator for udvikling. Jeg håber, at mit speciale og de fem principper for Bibliotek 3.0, som jeg udvikler, kan være med til, at flere folkebiblioteker rundt om i Danmark tør afprøve den formidlingsform.”

Planer om artikel

Hun har desuden planer om at arbejde videre med emnet i form af en artikel i samarbejde med sin vejleder Henriette Roued-Cunliffe. Derudover passer hun sit arbejde som bibliotekar ved Aalborg Bibliotekerne, hvor hun startede allerede inden sit specialeforsvar.

Specialet Folkebiblioteket 3.0 som samarbejdspartner og netværksfacilitator kan læses her.

Læs også Det Informationsvidenskabelige Akademis artikel om DBC-prisen Informationsvidenskab 2016

To specialepriser

DBC har to årlige specialepriser: DBC-prisen Informationsvidenskab, som gælder specialer fra Det Informationsvidenskabelige Akademi, og DBC Specialeprisen, der henvender sig til et bredere udvalg af uddannelser, bl.a. it-uddannelser. Begge priser er på 25.000 kroner.

DBC indkalder frem til den 27. oktober 2016 indstillinger til DBC Specialeprisen 2016.