Videre til indhold | Videre til menunavigation

Sektion

Søg
Du er her: Forside » Nyheder » Datakonsulent til analyse og bearbejdning af metadata
Personal tools

Datakonsulent til analyse og bearbejdning af metadata

Lyder det spændende at analysere og bearbejde metadata til gavn for bibliotekerne og deres brugere? Er du struktureret, logisk tænkende og har flair for scriptprogrammering? Så kan vi bruge dig i DBC's Datadivision. Stillingsopslag. Ansøgningsfrist: 24. juni 2015.

Datakonsulent til analyse og bearbejdning af metadata

Lyder det spændende at analysere og bearbejde metadata til gavn for bibliotekerne og deres brugere?

Er du struktureret, logisk tænkende og har flair for scriptprogrammering? Så kan vi bruge dig i DBC's Datadivision.

 

Dine opgaver

Du bliver en del af Team DAM (Datamanipulation), som har ansvar for dataflowet og indholdet i Danbib, bibliotek.dk og den nationale databrønd.

Teamet modtager og behandler bibliografiske data fra folke- og forskningsbiblioteker samt metadata fra andre kilder og i andre formater end MARC. Teamet har også ansvar for dataleverancer til bl.a. bibliotekerne samt for at udarbejde de formater, der bruges til visning af data i Danbib og bibliotek.dk.

Vi deltager også i DBC’s arbejde med at opbygge viden om semantisk web og linked data som metode til at hente og eksponere data.

Teamet arbejder tæt sammen med DBC’s it-afdeling og deltager i udviklingsarbejdet, som foregår i scrum-teams.

Du vil i første omgang blive medansvarlig for, at nye datakilder lægges i databrønden, dvs. at du skal tage kontakt til dataleverandører, udarbejde brugsscenarier for nye kilder i samarbejde med kunderne, foretage mapning fra kildernes data til de formater, der bruges i brønden (DKABM, DocBook, MarcXchange), skrive konverteringsscripts (JavaScript) og sætte dataflows op.

Du vil også komme til at deltage i den daglige drift med blandt andet besvarelse af kundehenvendelser.

Arbejdet forudsætter evnen til at kombinere datastruktureringskompetencer med beherskelsen af standarder og værktøjer inden for XML-verdenen.

 

Kvalifikationer

Du er helhedsorienteret men har samtidig sans for detaljen. Som person er du initiativrig, udadvendt og god til at samarbejde. Du har veludviklede sociale kompetencer, er udstyret med humoristisk sans og arbejder selvstændigt og løsningsorienteret.

Fagligt har du:

  • erfaring med analyse af datastrukturer i XML
  • erfaring i at arbejde med JavaScript eller andre scriptsprog
  • kendskab til UNIX
  • viden om eller interesse for datamodellering.

Solidt kendskab til MARC-formatet og biblioteksdomænet er ikke afgørende, men vil være et plus.

 

Ansættelsesforhold

Arbejdstiden er 37 timer ugentligt (inkl. frokost). Vi har gode ansættelses- og arbejdsvilkår med pensionsordning, uddannelsesmuligheder, fem ugers ferie + fem feriefridage, kantineordning, motionsrum m.m. Ansættelsen sker i henhold til indgåede overenskomster på DBC.

 

Har du brug for flere oplysninger?

Kontakt teamleder Stig Merrild Madsen på 24 65 66 74, mail smm@dbc.dk eller personalekontoret@dbc.dk

Send din ansøgning til personalekontoret@dbc.dk senest den 24. juni – skriv Datakonsulent i emnefeltet.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 27 men er fleksible, hvis du er bortrejst pga. sommerferie. Gør i så fald opmærksom på det i ansøgningen.

 


 

Om DBC

DBC har 153 medarbejdere og en omsætning på ca. 155 mio.kr. Vores hovedopgave er at drive og udvikle bibliografisk og systemmæssig infrastruktur til bibliotekerne i Danmark. Vi spænder over alle facetter af biblioteks- og it-faglig knowhow og leverer løsninger, der strukturerer og formidler viden, primært rettet mod kultur- og undervisningssektoren.

Vores virksomhedskultur lægger vægt på trivsel og tolerance. DBC viser social ansvarlighed over for medarbejderne og det omliggende samfund. Vi arbejder aktivt for at skabe et arbejdsmiljø præget af gensidig forståelse, som vi ser som grundlaget for kreativitet og produktivitet. Vi giver plads til udvikling og uddannelse og lægger vægt på, at medarbejderne orienterer sig i faglige netværk uden for virksomheden.

Læs mere om DBC her på hjemmesiden og på vores dokumentationssite opensource.dbc.dk