Videre til indhold | Videre til menunavigation

Sektion

Søg
Du er her: Forside » Nyheder » Bibliotekerne er et tigerspring foran
Personal tools

Bibliotekerne er et tigerspring foran

DBC's nytiltrådte administrerende direktør Jane Wiis roser bibliotekerne, som hun ønsker tæt dialog med for fortsat at kunne levere produkter, som både svarer til bibliotekernes behov og er til at betale. Artikel fra #dbc 2017 nr. 2.

Jane Wiis

”Jeg har brugt de seneste 20 år på at beskæftige mig indgående med digitalisering, og jeg må sige, at bibliotekerne på mesterlig vis har klaret at supplere de analoge tilbud med digitale. Bibliotekerne er simpelthen et tigerspring foran i disciplinen at være i begge verdener på en gang.”

Sådan siger Jane Wiis. Efter en karriere som blandt andet kommunaldirektør og direktør i KL er hun i august 2017 ansat som administrerende direktør for DBC og står dermed i spidsen for at levere metadata og it-infrastruktur til bibliotekerne.

Hendes første erfaring med biblioteket stammer fra hjembyen Frederikshavn.

”I min barndom og ungdom var biblioteket et helle for mig. Her kunne jeg lytte til plader, jeg ikke havde råd til at købe, og gå på opdagelse og tage Børnene i Nyskoven ned af hylden for at læse den for tredje gang, uden at nogen syntes, at det var mærkeligt.”

At bibliotekets betydning i dag er mindst lige så stor som dengang, er hun ikke i tvivl om:

”Vigtigheden af at opretholde lighed for alle, når det gælder den uhindrede og fleksible adgang til oplysning, kultur og viden, er blevet langt mere nærværende og åbenbar de seneste år. Bibliotekerne har heldigvis været fremme i skoene længe og har fundet mange nye måder at angribe videns- og kulturformidlingen på, både i det fysiske rum men ikke mindst i det digitale bibliotek og med de forskellige digitale medier som supplement til det fysiske.”

Bibliotekernes digitale motor

DBC skal under hendes ledelse fortsat understøtte bibliotekernes arbejde ved at levere metadata og it, siger Jane Wiis:

”DBC har haft og vil fortsat have en afgørende rolle som bibliotekernes ’supporter’ i fortsættelsen af den gode udvikling. Det gælder både de mere synlige ting, som når den unge, der ikke er den allerstærkeste læser, bliver klogere på folketinget eller truede dyr ved at læse en Faktalink light-artikel, eller at man kan se en film på Filmstriben, selv om man ikke har adgang til HBO eller Netflix. Men det gælder også alt det, der ligger neden under grænsefladerne. For at bibliotekerne kan fungere, skal data være registreret. Og hele den bibliografiske it-infrastruktur skal fungere, så man kan søge og finde eller genfinde det, man skal bruge, og bestille det. Det er vel fair at kalde DBC for bibliotekernes ’digitale motor’.”

Forstår det økonomiske pres

”På grund af min mangeårige baggrund i den kommunale virkelighed ved jeg en hel del om, hvilket økonomisk og kvalitetsmæssigt krydspres bibliotekerne nærmest konstant står i. DBC har gennem årene derfor også skullet levere sine ydelser til bibliotekerne til en rimelig pris. Det har på det seneste været muligt at sætte prisen ned på nogle af de helt centrale produkter. Vi skal blive med at knokle for at skaffe bibliotekerne det bedst mulige til den billigst mulige pris,” siger Jane Wiis.

DBC skal ikke lave alting selv

Da dette interview bliver lavet, har hun netop været på Aabybro Bibliotek for at deltage i et møde for biblioteksledere i Aalborg Centralbiblioteks område, og hun har mange flere møder med bibliotekerne i kalenderen i den nærmeste fremtid.

”Den tætte, direkte dialog med bibliotekerne er helt afgørende, og vi kommer til at optrappe vores bestræbelser på at gøre dialogen mulig på alle niveauer. DBC skal virke med så stor gennemsigtighed på indhold, økonomi, produkter og pris som overhovedet muligt. Vores kunder skal kunne gennemskue og forstå, hvad de betaler for og hvorfor. Den tætte dialog med bibliotekerne og brugerne er også afgørende, når vi skal prioritere og udvikle nye nyttige produkter til bibliotekerne,” siger Jane Wiis.

Dialogen er ikke kun vigtig på ledelsesniveau, understreger hun:

”Alle DBC’s medarbejdere skal så vidt muligt have en berøringsflade med biblioteker og brugere. Det er ganske simpelt nødvendigt, at vi hele tiden er opdateret på, hvad der er behov for, og hvad biblioteker og borgere ønsker sig. Og så skal vi selvfølgelig også være i tæt dialog med andre samarbejdspartnere. DBC skal ikke lave alting selv. Vi skal hele tiden være opsøgende, der hvor det giver mening at løse opgaverne sammen med biblioteker og andre offentlige eller private aktører. For eksempel har vi tanker om et login, der kan bruges på tværs af public service-tilbud, og her skal vi selvfølgelig have fat i både medier, skoler, uddannelsesinstitutioner og andre relevante partnere,” siger Jane Wiis og slutter:

”Jeg er glad og stolt over, at jeg gennem DBC får lov at spille en rolle i bibliotekernes udvikling, og jeg glæder mig meget til at nå rundt i alle hjørner af biblioteks-Danmark, både fysisk og digitalt.”

Flere artikler

Dette interview er oprindelig bragt i #dbc 2017 nr. 2.

#dbc er DBC's magasin for ansatte i bibliotekerne. Vi sender det til alle folkebiblioteker samt til andre bibliotekstyper, samarbejdspartnere mv., der har bedt om at modtage det. Henvendelse til aja@dbc.dk.

Du kan også læse magasinet i pdf-form. Find alle numre af #dbc her.