Videre til indhold | Videre til menunavigation

Sektion

Søg
Du er her: Forside » Nyheder » Nyt udvalg holder bibliotekskatalogiseringen ajour med bibliotekernes behov
Personal tools

Nyt udvalg holder bibliotekskatalogiseringen ajour med bibliotekernes behov

Repræsentanter fra folke- og skolebiblioteker rådgiver DBC om bibliotekskatalogisering og materialevurderinger af bøger, film, lyd og multimedier. DBC nyhed 1. juni 2015

Nyt udvalg holder bibliotekskatalogiseringen ajour med bibliotekernes behov

Repræsentanter fra folke- og skolebiblioteker rådgiver DBC om bibliotekskatalogisering og materialevurderinger af bøger, film, lyd og multimedier.

Den 28. maj fandt det første møde i det nye BKM-udvalg sted. Udvalget består af repræsentanter folke- og skolebiblioteker og medarbejdere, der arbejder med de respektive produkter og materialetyper på DBC. Formålet er at sikre, at selektion og registrering fortsat er i tråd med bibliotekernes behov.

På dagsorden var dels kommissoriet for udvalget, dels en præsentation af de områder, udvalget skal tage sig af: Selektion til bibliotekskatalogiseret materiale (BKM) for de forskellige materialetyper, materialevurderinger (lektørudtalelser), og registrering.

De rigtige titler

”Det er interessant at få et bedre indblik i registreringsprocessen. Det er meget relevant for mig, da BKM og ugelisterne er grundlaget for mit arbejde,” siger Mette Neimann Iversen, som er børnebibliotekar på Gentofte Bibliotek, hvor hun er ansvarlig for indkøb af børnematerialer.

”Især på børneområdet er lektørudtalelsen ofte den eneste kilde, jeg har at forholde mig til, da rigtig mange titler desværre ikke bliver anmeldt. Derfor er det også vigtigt, at det er det rigtige materiale, der bliver valgt til katalogisering og udtalelse. Det vil jeg gerne være med til at understøtte med min deltagelse i udvalget.”

Mette Neimann Iversen
Mette Neimann Iversen, Gentofte Bibliotekerne

Stort og småt

Udvalget mødes et par gange om året for at diskutere selektionskriterier og registreringspraksis. Mellem møderne kan udvalget bruges til sparring, for eksempel kan ændringsforslag sendes i høring. Per Nonboe, teamleder på tekst- og lydområdet på DBC, er en af de ansvarlige for det nye BKM-udvalg.

Per Nonboe, DBC
Per Nonboe, DBC, ansvarlig for BKM-udvalget

”Dagens møde tegner til et godt samarbejde. Udvalget sikrer, at vi er opmærksomme på konkrete problemstillinger fra forskellige typer biblioteker og læringscentre, når vi opstiller kriterier og praksisser for katalogisering og materialevurdering. Er selektionskriterierne dækkende? Indeholder posterne de oplysninger, der er brug for? Det er primært de store linjer, der kommer på dagsordenen i udvalget, men der er også plads til at spørge ind til detaljen: Hvorfor laver DBC den og den afmærkning, hvorfor skriver I ikke sådan i noten, osv.,” siger Per Nonboe.

”Vi har jo løbende haft en tæt dialog med bibliotekerne, og det vil vi blive ved med at have. Samtidig tror jeg, det er rigtig godt, at vi nu formaliserer dialogen. Det er jo bibliotekskatalogiseringer, vi laver, og udvalget sikrer, at det, vi leverer til bibliotekerne, fortsat er det, de gerne vil have.”

 

BKM-udvalgets medlemmer pr. 1. april 2015

Udvalgets sammensætning skal afspejle og repræsentere de forskellige bibliotekstyper og -størrelser, der er aftagere af Bibliotekskatalogiseringen og Materialevurderinger. Det består af seks repræsentanter fra biblioteksvæsenet og seks interne repræsentanter.

Tre repræsentanter fra folkebibliotekernes voksenområde (forskellige størrelser):

  • Inger Gyldenkærne, Københavns Biblioteker
  • Barbara Rugholm Hessellund, Gladsaxe Bibliotekerne
  • Eva Themsen, Vordingborg Bibliotekerne

To repræsentanter fra folkebibliotekernes børneområde (forskellige størrelser):

  • Mette Neimann Iversen, Gentofte Bibliotekerne
  • Peter Holland, Vejen Kommunes Biblioteker

En repræsentant fra de pædagogiske læringscentre:

  • Margrethe Kongsbak, PLC-konsulent, Furesø Kommune

Repræsentanter fra DBC:

  • Per Nonboe, ansvarlig for katalogisering af bøger og lyd
  • Hanne Ekström, ansvarlig for katalogisering af film og multimedier, samt for Materialevurderinger
  • Leif Otto Andersen, medarbejderrepræsentant for området Bøger
  • Kristine Gazel, medarbejderrepræsentant for området Lyd
  • Annemette Holm, medarbejderrepræsentant for området Film
  • Sten Jørgensen, medarbejderrepræsentant for området Spil

 

Bibliotekskatalogiseringen i tal (2014)

  • 14.433 bøger, heraf 3.155 bøger til børn og skole
  • 2.804 film
  • 3.396 musik
  • 6.217 pladeanmeldelser
  • 2.307 lyd
  • 358 multimedier
  • 439 noder

Tallene er det samlede antal for både fysiske og elektroniske materialer.

Antal årlige materialevurderinger

  • 4.200 lektørudtalelser af bøger
  • 500 filmvurderinger
  • 175 multimedievurderinger

På DBC’s hjemmeside kan du se en oversigt over de øvrige rådgivende udvalg, som er en vigtig del af DBC’s dialog med bibliotekerne.