De nationalbibliografiske fortegnelser
Herunder beskrives kort de nationalbibliografiske fortegnelser som DBC har ansvaret for efter aftale med Staten.
Dansk anmeldelsesindeks
Dansk anmeldelsesindeks indeholder henvisninger til anmeldelser i 7 større danske aviser og ca. 700 danske tidsskrifter. Der registreres ca. 16.000 anmeldelser pr. år.
Der registreres anmeldelser af trykte bøger, film, teater og udstillinger. Fra 1996 registreres endvidere anmeldelser af videoer, dvd'er og cd-rom'er og ultimo 1998 registreres endvidere anmeldelser af hjemmesider og musik.
Dansk anmeldelsesindeks publiceres online. Dels i DanBib som indeholder Dansk anmeldelsesindeks tilbage til 1980 og som er tilgængelig via bibliotek.dk. Dels som dataleverancer til bibliotekerne. Læs mere om anmeldelser
Dansk artikelindeks
Dansk artikelindeks indeholder henvisninger til artikler i 7 større danske aviser og ca. 700 danske tidsskrifter. Der registreres ca. 30.000 artikler pr. år.
Dansk artikelindeks publiceres online. Dels i DanBib som indeholder Dansk artikelindeks tilbage til 1979 og som er tilgængelig via bibliotek.dk. Dels som dataleverancer til bibliotekerne.
I Danbib og bibliotek.dk kan man også finde forgængerne til Dansk artikelindeks: Dansk Tidsskrift Index, 1945-1978 og Avis Kronik Index (artikler), 1945-1978. Læs mere om artikler
Dansk billedfortegnelse
Dansk billedfortegnelse er en registrant over billedværker (film) produceret af eller for danske udgivere/producenter - uanset sprog i tale og tekst, samt udenlandsk producerede billedværker hvor sproget er dansk tale eller dansk tekst. Der registreres ca. 2300 udgivelser årligt. Der har været pligtaflevering på området siden 1998.
Se Optagelseskriterier for Dansk billedfortegnelse.
Dansk billedfortegnelse publiceres online. Dels i DanBib som indeholder Dansk billedfortegnelse tilbage til 1984, og som er tilgængelig via bibliotek.dk. Dels som dataleverancer til bibliotekerne. Læs mere om billedmaterialer.
Dansk bogfortegnelse
Dansk bogfortegnelse er en registrant over bøger og periodica udgivet i Danmark. Fra 1996 registreres også elektroniske bøger og periodica i selvstændig fysisk form, f.eks. cd-rom. I 1998 er en registrering af statiske netpublikationer påbegyndt. Udvælgelsen baseres på optagelseskriterier fastlagt af Bibliografisk Råd (BIR) under Kulturstyrelsen. Se Optagelseskriterier for bøger og periodica.
Dansk bogfortegnelse publiceres online: I DanBib som indeholder Dansk bogfortegnelse tilbage til 1970, og som er tilgængelig via bibliotek.dk, som PDf-dokumenter på DBC’s hjemmeside fra 2004 og som dataleverancer til bibliotekerne. Læs mere om bøger
Grønlandsk bogfortegnelse
Grønlandsk bogfortegnelse er en registrant over publikationer udgivet i Grønland samt publikationer på grønlandsk og originalarbejder af grønlandske forfattere udgivet uden for Grønland.
Grønlandsk bogfortegnelse publiceres som en integreret del af Dansk bogfortegnelse.
Dansk lydfortegnelse
Dansk lydfortegnelse er en registrant over lydoptagelser, hvor musikken ikke har den primære funktion, produceret af eller for danske udgivere.
Registreringen til Dansk lydfortegnelse startede i 1982, men lydoptagelser omfattes fra 1998 af pligtafleveringslovgivningen.
Dansk lydfortegnelse publiceres online. Dels i DanBib som indeholder Dansk lydfortegnelse tilbage til 1984, og som er tilgængelig via bibliotek.dk. Dels som dataleverancer til bibliotekerne. Læs mere om lydmaterialer
Danske musikoptagelser
Danske musikoptagelser er den nationaldiskografiske registrering af principielt alle danske musikfonogrammer, herunder udenlandske udgivelser med danske medvirkende eller med værker af danske komponister og forfattere. Registreringen startede i 1986. Efter at pligtaflevering blev indført i 1998, har registreringen delvis kunnet baseres på de pligtafleverede fonogrammer.
Registreringerne er tilgængelige på www.bibliotek.dk og i bibliotekernes fælles database DanBib og indgår i DBC's dataleverancer til bibliotekerne. Læs mere om musik
Pladeanmeldelser
Pladeanmeldelser er en registrering af anmeldelser af musikfonogrammer, det vil sige primært musik-cd'er, fra danske aviser, danske og udenlandske tidsskrifter samt websites. Læs mere om Pladeanmeldelser.
Registreringerne, som er linket til registreringerne af de anmeldte udgivelser, kan findes på www.bibliotek.dk og i bibliotekernes fælles database DanBib.

