Har du problemer med denne side, så klik her

 

Se film på biblioteket
Nyt fra Filmstriben
30.11 2009
 


Biblioteker viser film
af Filmstribe redaktør Lone Rasmussen, DBC


Kort- og dokumentarfilm skal formidles, og det bliver de på biblioteket af engagerede bibliotekarer. Store 16 mm filmruller der skulle bestilles måneder i forvejen og teknisk snilde ... Det var ingredienserne til filmforevisninger på landets biblioteker i de gode gamle dage. Sådan er det ikke mere.

Gentoftegade Bibliotek åbner man efterårssæsonen af Lørdags.dok med at vise den underholdende fodbolddokumentarfilm ”... Og det var Danmark”, der er én af de næsten 600 film til børn og voksne på Filmstribens ”Se film på biblioteket” portal.

Peter Strøm, der er afdelingsleder på Gentoftegade Bibliotek, brænder for dokumentarfilm. Og ligesom den gode roman bedst formidles, hvis man interesserer sig for litteratur, formidles film også bedst hvis man brænder for filmmediet. ”Jeg elsker at se film, specielt dokumentarfilm giver mig gode oplevelser. At formidle den gode dokumentarfilm er lidt af en passion for mig”, fortæller Peter Strøm.

Det er ikke nyt at der vises film i biblioteksrummet, men det er nyt, at det nu er blevet så nemt. Peter Strøm har da også i årevis formidlet film på biblioteket. ”I 80’erne viste jeg på Gentoftegade Bibliotek de dengang nye, nu klassiske danske dokumentarfilm af Jørgen Roos, Jørgen Leth, Jon Bang Carlsen og alle de andre. Dengang bestilte man film på Statens Filmcentral måneder i forvejen før arrangementet. De store 16 mm filmruller blev bragt med bud på forevisningsdagen, og skulle retur dagen efter”, beretter Peter Strøm.

Filmrullerne blev senere afløst af vhs-kassetter, dvd’er og nu af Filmstriben, som er streaming af film på nettet.

Det Danske Filminstitut udgiver ikke længere film på dvd, men alle nye film kommer på Filmstribens portal ”Se film på biblioteket”. ”Vi ville ikke kunne formidle dokumentarfilmene, hvis ikke vi havde et abonnement på Filmstriben, og det fik vi i efteråret 2007”, siger Peter Strøm.

Peter Strøm lancerede Lørdags.dok på Gentoftegade Bibliotek allerede i 2006.

”Vi har de sidste fire sæsoner vist Lørdags.dok 66 gange med et gennemsnitligt tilskuertal på 17. Dette lyder måske ikke af så meget. Men det lokale vi viser filmene i indbyder ikke til så mange flere tilskuere. Det er et kælderlokale der tidligere har været brugt som forrum til en bankboks. Et rum, hvor Gentofteborgerne kunne bese deres smykker og værdigenstande” fortæller Peter Strøm.

Lørdags.dok. arrangementerne bliver annonceret i arrangementsfoldere på biblioteket, på bibliotekets hjemmeside, på KultuNaut, og der bliver sendt pressemeddelelser til den lokale avis.

Gentoftegade Bibliotek slår et slag for dokumentarfilmene hver lørdag i efteråret. Der er rig mulighed for at se film på biblioteket også på andre dage end lørdage og samtidig få en god snak med engagerede bibliotekarer om filmmediets fortræffeligheder.

Film i børnehøjde
Også Tårnby Bibliotek har taget filmvisning i biblioteksrummet til sig og viser film fra Filmstriben i børnebiblioteket. ”Vi har altid syntes at det er vigtigt at formidle film fra Det Danske Filminstitut på biblioteket, da de film ikke bliver udlånt så let som spillefilmene”, fortæller teamkoordinator Maria Brix.

Søndag formiddag er store familiedag i børnebiblioteket i Tårnby, og der er gang i legetøj, bøger, spil, computere og meget andet. Der dukker i gennemsnit 15 børn og voksne op til filmarrangementerne og de små forventningsfulde poder og deres forældre er et taknemmeligt publikum at formidle film til. ”Vi kender og har set filmene på forhånd og fortæller lidt om dem inden de vises,” siger Maria Brix.

Lige ved siden af børnebibliotekets udlån er et rum med en stor fladskærm, gode madrasser til børnene og stole til de voksne. Placeringen betyder, at det er let at have et filmarrangement på biblioteket. ”Det er en vigtig ting for mig at det ikke kræver ekstra personale på vagt, man klarer det mens man er på vagt”, siger Maria Brix.

Hver mandag bliver det nye søndagsprogram lagt på Tårnby Biblioteks hjemmeside. Der bliver skrevet om det på bibliotekets facebookprofil, det sendes ud på mail til dem der abonnerer på biblioteksnyhedsbrevet, og det omtales i lokalavisen. ”Det er ikke særlig ressourcekrævende at vise film på biblioteket”, mener Maria Brix.


Filmstriben indeholder 600 kort- og dokumentarfilm fra Det Danske Filminstitut.
Alle nye film fra DFI kommer på Filmstribens portal ”Se film på biblioteket” og løbende lægges ældre film og klassiker fra DFI’s bagkatalog på Filmstriben.
Fra 1. januar 2010 bliver abonnementsprisen afhængig af indbyggertal i kommunen, læs mere her.

Venlig hilsen
Lone Rasmussen
lr@dbc.dk
DBC as