Nyhedsoversigt

4.2 2008

  Print meddelelsen (pdf)

 


bibliotek.dk inviterer til hjernefitness

Pressemeddelelse

Ny udfordrende quiz med præmier og knivskarpe spørgsmål skal lokke nye brugere til bibliotek.dk. Bibliotek.dk er en database som giver alle danskere adgang til de 10 millioner bøger, film, cd’er osv. på landets biblioteker.

Den 1. februar lancerede bibliotek.dk en quiz, der skal øge brugen af sitet. De kommende 13 uger kan quizlystne danskere teste og udbygge deres viden i en række kategorier i bibliotek.dk’s quiz ”Hjernefitness”. Quizzen udfordrer deltagernes viden inden for en række almene kategorier. For at løse opgaverne må deltagerne begive sig ud på en virtuel opdagelsesrejse ind i bibliotek.dk’s gigantiske hukommelse. Udover at erhverve sig nyttig viden belønnes én quiz-deltager hver uge med et gavekort på 300 kr. til bøger, film eller musik.

Quizzen er udviklet for at lokke nye brugere til og få eksisterende brugere til at udforske bibliotek.dk’s muligheder. I dag besøger ca. 50.000 brugere bibliotek.dk hver uge og 50.000 bestillinger afgives via siden hver uge. Ved hjælp af quizzen ønsker DBC, som står bag bibliotek.dk, at synliggøre bredden af serviceydelserne og promovere bibliotek.dk som alternativ til søgemaskiner som Google og Yahoo — både når det gælder paratviden og i forbindelse med research og faglige søgninger.

- Bibliotekerne råder over 10 millioner materialer som kan bestilles via bibliotek.dk og afhentes på det lokale bibliotek. Brugerne er altså ikke begrænset til at låne det, der købes ind lokalt, men kan få adgang til alt som står på bibliotekshylderne rundt om i landet. Det er en offentlig service, og vi mener, at så mange som muligt bør have kendskab til deres muligheder. Fx kender alt for få fordelene ved at bruge bibliotek.dk til informationssøgning, og en del tror at vi kun arbejder med bøger, siger Marianne Hermansen, marketingchef i DBC.

Over halvdelen af artiklerne på bibliotek.dk er bøger, men andre materialer som film, musik, noder, lydbøger, netdokumenter og avisartikler udgør også en væsentlig del af databasen. En søgning på fx ”Isam B” resulterer derfor både i cd’en ”Institution” og Politikens artikel ”Dansk sang med arabisk klang”.

- Vi håber at quizzen bliver en sjov introduktion til bredden af vores udbud, og at brugerne husker, at vi findes, når de har brug for os på et senere tidspunkt. Vi har med vilje lavet nogle af spørgsmålene lidt svære, så alle bliver udfordret. Det gælder altså om at tænke sig godt om - eller bruge bibliotek.dk til at finde det rigtige svar. Vi håber, at brugerne bliver lokket til at finde helt ud i krogene til de mere specielle muligheder, siger Marianne Hermansen.

Quizzen går i al enkelhed ud på at navigere gennem en bane, hvor forskellige spørgsmål med svaralternativer udgør forhindringerne. Spørgsmålene er samlet under emner som bøger, film sport, naturvidenskab og geografi. Klarer man quizzen med mindst 6 rigtige svar ud af 9 mulige, kan man deltage i konkurrencen om et gavekort fra saxo.com til en værdi af 300 kr. Hver uge i perioden 29. januar - 27. april 2008 trækkes en ny vinder.

Du finder quizzen på http://hjernefitness.bibliotek.dk og kan læse mere om bibliotek.dk på http://presse.bibliotek.dk eller læse om aktuelle nyheder på http://blog.bibliotek.dk.

For mere information,  kontakt:
Marianne Hermansen, DBC
Tempovej 7-11
2750 Ballerup
Tlf. 44 86 77 77
E-mail: mah@dbc.dk

Fakta om bibliotek.dk

Bibliotek.dk er en database over alle materialer på danske offentlige biblioteker. Man kan søge og bestille bøger, musik, film, spil, etc. på alle landets biblioteker og hente materialet på sit eget lokale bibliotek. Det er gratis at søge og bestille via bibliotek.dk. For at bestille bøger skal man være oprettet som bruger hos et lokalt bibliotek og have en pinkode.

Bibliotek.dk er statsligt finansieret og drives og udvikles af DBC.

Til toppen af siden