|
Marginalisering
af en marginaliseret kunstart
Af Steffen Kronborg
Som man kan læse i DBC-avisen dateret Vinter 04, har DBC i efteråret 2003 gennemført en brugerundersøgelse af lektørudtalelserne for at tilpasse dem bedst muligt til bibliotekernes behov og økonomi. Undersøgelsen har bl.a. medført, at der for tegneseriernes vedkommende fremover kun vil blive udarbejdet udtalelse til det første bind i en serie og derefter til hvert 10. bind i serien. Denne praksis vil ifølge brugerundersøgelsen tilfredsstille behovet for tegneserieudtalelser hos 80% af landets biblioteker, og det er jo et overbevisende tal. Det kan man næsten kun tage til efterretning..
Når jeg alligevel her vil tillade mig at fremføre et enkelt lille pip i forbindelse med den nye praksis, hænger det sammen med, at jeg ikke kan lade være med at ærgre mig over denne ekstra marginalisering af en i forvejen marginaliseret kunstart. Det er efterhånden en del år siden, tegneserierne oplevede deres storhedstid på det danske marked, og i dag er seriemediet trængt fra flere sider – ikke mindst fra de elektroniske medier. Det kan man så være ked af eller ej, sådan er det nu engang. Mediets status i dag er bare ikke specielt høj (og har i øvrigt aldrig været det i biblioteksverdenen – men det er en anden historie. Måske).
Men samtidig med denne konstatering må man pointere, at marginaliseringen intet har med tegneseriernes kvalitet at gøre – der findes stadig gode tegneserier og dårlige tegneserier, ligesom der findes gode og dårlige kriminalromaner (eller gode og dårlige digtsamlinger, for nu at nævne et andet marginaliseret område). Tegneserierne i dag er lige så forskellige, som de altid har været , og der udgives stadig både fremragende tegneserier og elendige serier i Danmark, nu som tidligere. Sagen er blot den , at DBC´s nedprioritering af lektørudtalelserne på tegneserieområdet dårligt kan undgå at fremstå som en indirekte kvalitetsvurdering af hele mediet, og nedprioriteringen vil uvægerligt medvirke til at svække bibliotekarernes interesse for området (hvis det er muligt). Og det vil både ramme de gode og de dårlige tegneserier.
Jeg vil altså gerne slå et slag for det lidt uglesete tegneseriemedie, selv om jeg naturligvis ikke regner med at kunne ændre holdningen hos 80% af de ansatte på landets biblioteker. Desuden har jeg det problem, at jeg selv er part i sagen, idet jeg er lektør på tegneserieområdet og dermed har en direkte økonomisk interesse i, at der bliver lavet lektørudtalelser til så mange titler som muligt. Jeg vil dog hævde, at mine kommentarer til den nye praksis først og fremmest skal opfattes som et partsindlæg til fordel for tegneserien som kunstart, snarere end som et partsindlæg til fordel for mine egne indtjeningsmuligheder. Den sag vil jeg lade læseren dømme om.
Jeg ser umiddelbart en række problemer i den nye praksis med kun at lave udtalelse til det første bind i en serie (og derefter til hvert 10. bind). Det er ikke noget problem, at der fremover ikke kommer en udtalelse til hvert nyt album med Garfield eller Elverfolket – tværtimod. Og det er vel også typisk evighedsserier som disse, landets mange bibliotekarer primært har haft i tankerne, da de gav udtryk for ønsket om færre udtalelser på tegneserier. At lave en udtalelse til bd. 35 af Garfield-serien er både spild af lektørens og af læsernes tid, og disse udtalelser kan sagtens undværes. Her kommer DBC´s nye tegneseriepolitik virkelig til sin ret. Men politikken formår ikke at afspejle kvalitetsseriernes mangfoldighed og dynamik og vil derfor uundgåeligt medføre nogle uhensigtsmæssige og urimelige ulemper for brugerne. Jeg skal her forsøge at opridse nogle af problemerne – samt komme med forslag til at råde bod på dem.
For det første vil en ny serie – specielt hvis der er tale om en fortsat serie, som ikke stiler mod en afslutning – ofte bruge det første bind på at præsentere persongalleriet og miljøet, samt måske på at introducere hovedtemaet i fortællingen. Første bind i en serie er ikke helt sjældent et introduktionsbind, som ikke rigtigt giver noget fingerpeg om, i hvilken retning serien vil udvikle sig. Derfor har jeg selv – og mine kolleger – ganske ofte måttet nøjes med at præsentere det første bind i en ny serie som en art optakt eller anslag, og har måttet vente til bd. 2 med at komme med en mere autoritativ vurdering af serien. Denne mulighed vil man ikke have med DBC´s nye praksis – men løsningen på problemet er ganske enkel: ved fortsatte serier får de 2 første bind i serien en udtalelse.
Et andet stort problem ved nedprioriteringen af tegneserieudtalelserne er, at man med den nye praksis ikke får nogen mulighed for at afspejle et af seriemediets særpræg: den lejlighedsvise udskiftning af tegner/forfatter inden for den enkelte serietitel. Her tænker jeg ikke på den i USA udbredte praksis, hvor mere eller mindre anonyme tegnere arbejder med en serie på industrilignende vilkår, men derimod på den europæiske tradition, hvor særdeles navngivne tegnere kappes om at få lov til at arbejde med de klassiske serier (eller med nyere, livskraftige serier). Tegneserien Blake & Mortimer er et iøjnefaldende eksempel på, at et nyt bind i serien ikke ”bare” er endnu et Blake & Mortimer-album, men derimod Bob de Moors Blake & Mortimer, Ted Benoits bidrag til serien eller Juillards version. Hver tegner (og forfatter for den sags skyld) har sine særpræg, som adskiller vedkommendes værk fra de øvrige bidrag til serien, og som det nok er værd at gøre opmærksom på i en lektørudtalelse. Altså hvis man ønsker at tage mediet alvorligt. Problemet, som bestemt ikke blot angår Blake & Mortimer-serien, kunne løses på den måde, at tegner- og/eller forfatterskift på en serie automatisk udløser en udtalelse.
Så er der spørgsmålet om nummerering af de enkelte bind i en serie. Normalt vil et forlag anvende en fortløbende nummerering af de enkelte albums i en serie, og det er den situation, DBC´s nye praksis tager udgangspunkt i. At der vil være tvivlstilfælde er klart: i Arboris-serierne Det blodrøde bibliotek og Fjerne horisonter har de enkelte titler således både et nummer i den overordnede seriesammenhæng og et nummer i den enkelte serie under den fælles samlebetegnelse. Ligeledes kommer man ud for serier, hvor man støder på et bind med nummeret 0 – ofte indlemmet i serien senere end bind 1. Hvordan skal den situation løses? Og der er serier, hvor et enkelt bind af praktiske eller økonomiske grunde er delt op i flere bind – nogle gange med hver sin titel og nogle gange med den samme titel, efterfulgt af et 1 eller 2. Hvad med dem? Osv.
Denne type tvivlstilfælde er dog primært af teknisk art og kan formodentlig klares uden de helt store problemer. Af mere principiel karakter er spørgsmålet om de serier, der stiler mod en afslutning, typisk trilogier. Her ser man både eksempler på, at forlaget nummererer de enkelte bind (Giardino: Jonas Fink-trilogien), og at bindene ikke er nummererede (Bilal: Nikopol-trilogien). I princippet er der ingen forskel på de to typer serier, men med den nye praksis vil den ene serie få tre udtalelser, mens den anden kun vil få en.
Om det er et problem, kan man diskutere. Når man på forlagene finder ud af den nye praksis, vil man under alle omstændigheder kunne tage højde for den – hvis man ellers er interesseret i at få en lektørudtalelse på alle titlerne i en trilogi. Det kan jo udmærket tænkes, at forbrugeroplysningsaspektet over for de private tegneserielæsere vejer tungere end ønsket om en lektørudtalelse. Men for bibliotekernes personale vil jeg nok under alle omstændigheder opfatte det som et tilbageskridt, at et kunstnerisk ambitiøst trebindsværk inden for tegneserieområdet for fremtiden kun får en udtalelse til det første bind – ligesom det ville ærgre mig, hvis Herbjørg Wassmos eller Kerstin Ekmans trilogier måtte nøjes med en udtalelse til det første bind.
Jeg kunne nævne flere problemer i forbindelse med DBC´s nye praksis for tegneserieudtalelser, f.eks. problemet med at fange og videreformidle den genre- og indholdsmæssige udvikling inden for den enkelte serietitel (Konvojen, Thorgal) eller de manglende muligheder for at gøre opmærksom på den emnemæssige spændvidde i en given serie (Gunnar). Men helt grundlæggende tror jeg nok, at det, der virkelig støder mig, er den bagvedliggende nedvurdering af seriemediet. Mange tegneserier er dårlige og er ikke værd at spilde tid på, helt sikkert; men mindst lige så mange er fuldbårne kunstværker, der repræsenterer flere års blod, sved og tårer fra kunstnere, som altså har valgt at arbejde inden for tegneseriemediet, fordi det nu engang er den kunstart, der egner sig bedst til at formidle deres visioner.
Det bør da også tilføjes, at den manglende respekt for seriemediet i Danmark p.t. i høj grad er et lokalt problem, som ikke kendes i en række andre lande – og især ikke i de fransktalende lande. Her er et nyt bind i Blueberry-serien eller i Adele-serien ikke ”bare” nr. 25 eller nr. 9 i en løbende serie, som man uden videre kan forbigå i stilhed. For slet ikke at tale om, hvordan man ser på en udgivelse som det nyredigerede 24. Tintin-album, Tintin og alfabetkunsten, som netop er genudgivet i nyt format og med nogle tilføjelser. Denne sensation vil af DBC blot blive registreret som endnu et bind i en serie, når værket udkommer på dansk til foråret. Men ude i Europa, specielt i de fransktalende lande, ser man anderledes på de ekstraordinære serieudgivelser – og det gør man, fordi man grundlæggende har et andet syn på hele seriemediet. I de fransktalende lande (samt i en stribe sydeuropæiske lande) respekterer man tegneserier lige så meget som al anden litteratur, og et nyt værk af en Giraud eller en Tardi – eller en Hergé – er en begivenhed, som giver anledning til store overskrifter og en omfattende pressedækning.
Det kan DBC naturligvis ikke bruge til noget, for sådan er situationen ikke i Danmark. Men jeg nævner forholdet omkring den europæiske tilgang til seriemediet for at gøre opmærksom på det, jeg også omtalte tidligere i artiklen: at den nye praksis for tegneserieudtalelser hverken afspejler seriemediets aktuelle kunstneriske status eller mediets kvalitetsmæssige spændvidde. Der er udelukkende tale om en pragmatisk begrundet beslutning – og altså en beslutning, som jeg vil foreslå ændret på et par punkter; dels for at øge lektørudtalelsernes anvendelighed, og dels for at styrke respekten for seriemediet.
Til toppen af siden
|
